Det er vigtigt at forstå, at dit barn både vil være bange, forvirret, hjælpeløst - og at de har brug for din hjælp til at forstå, hvad der foregår omkring dem.
Nogle mener at børn skal skånes for tanker om døden og vælger derfor, at deres børn ikke skal med til begravelse af fx familiemedlemmer eller venner. Faktisk mener knap halvdelen af alle voksne ikke, at man skal tale med mindre børn (under 12 år) om døden, og hver fjerde voksen synes ikke, man skal tale med store børn (teenagere) om døden. (kilde: Det Nationale Sorgcenter, 2019).
Barnets reaktion vil være farvet af den voksnes reaktion på, hvad der er sket. Vi som voksne vil være chokerede, vrede, miste tillid til livet og græde, ligesom barnet vil - og barnet vil se på de voksnes respons og deres måde at klare følelseskaosset på, og derfra vil de søge vejledning til at håndtere deres egne følelser.
Ved at være opmærksom på forskellene i forhold til barnets udviklingsmæssige stadie (se mere under Hvordan oplever og reagere børn) og derigennem få en fornemmelse af, hvad de tænker og føler, kan det måske hjælpe dig til at finde ordene, der kan forklare og hjælpe dem til at forstå, hvad du fortæller dem, og samtidig hjælpe dig til at forstå deres respons.
Vi vil herunder sætte et par ord på mulige reaktioner ud fra børnenes forskellige udviklingsmæssige stadier.
Ofte har små børn ikke ordforråd til at forklare deres følelser eller til at efterspørge, hvad de har brug for. De kan som regel heller ikke søge trøst i det talte ord, som voksne kan, og i stedet vil de prøve at kommunikere med andre via deres adfærd. De kan fx gå tilbage i deres adfærdsudvikling ved at vende tilbage til infantile reaktionsmåder eller udvise en udadreagerende adfærd for at få den ønskede opmærksomhed.
Børn bliver utrygge og ængstelige, når de ikke forstår hvad der sker, og i denne alder vil deres optagethed ikke handle om, at der kan ske dem selv noget, men mere om, hvad der kan ske med mor og far (evt. efterlevende forælder). Fx: ”Hvad sker der så, når du og far dør, får jeg så en ny mor og far?”, som min datter så fint spurgte, efter vi havde mistet vores datter Caroline.
Hvis man er heldig, kan man se tegn på, at de har brug for hjælp og opmærksomhed, via deres lege eller i deres kreative aktiviteter. De voksne kan spørge barnet om, hvad der sker på tegningen, og man kan forsøge at overvære småsnakken i legen. Husk at tage tid til hyggestunder og leg, og bekræft barnet ved kropskontakt. Lad barnet bestemme tempoet for jeres samtaler om døden, da de tit veksler hurtigt imellem sorgen over tabet og lysten til at lege.
Vær også opmærksom på at omtale døden konkret, når der er børn i nærheden - og glem alt om pæne omskrivninger, såsom ”mormor er gået bort”, det forstår små børn ikke. De vil i stedet vide, hvor mormor er gået hen. Små hvide løgne kan være helt ok, så når lille Amalie spørger: ”Ser vi så aldrig mormor igen?”, så kan svaret godt være ”Nej, ikke her på jorden, men vi møder hende igen i himlen en dag”. Disse små hvide løgne kan skabe nogle gode, fredelige billeder, som små børn kan forholde sig til.
Vær opmærksom på, at mindre børn kan blive klæbende og krævende, føle angst eller udvise aggressiv opførsel. Bekræft barnet i at det er meget elsket og at dødsfaldet ikke er deres skyld.
Børn i skolealderen kan ikke lide at være anderledes, har svært ved at sætte sig ind i andres følelser og kan stadig ikke helt skelne mellem fantasi og den reelle verden udenfor dem selv. De har derfor brug for din sensitive hjælp til at udfordre den magiske tænkning/fantasien, og du må undervejs i samtalen fornemme, hvor meget virkelighed barnet kan klare at acceptere og forstå i nuet. Du skal prøve at lytte til deres ideer om døden uden at dømme og rette på dem og kun svare, når de spørger direkte om noget. Stil gerne hv-spørgsmål til det de snakker om, og forklar sammenhængen omkring dødsfaldet i små bidder. Gør det samtidig klart at den døde ikke vender tilbage.
Dit barn har dog brug for at vide, at andre mennesker også kan være kede af det, bange og ensomme, når nogen dør, og at det er ok at græde. Fortæl dem samtidig, at der også er mennesker, der ikke åbenlyst græder, til trods for at de er kede af det indeni. Fortæl dem, at det, de føler er ok, og at du er der for dem, når de er bange.
Vær opmærksom på, at skolebørn kan komme til at benægte døden, være bange for at virke hjælpeløse, kan påtage sig nye roller og føle skyld. Bekræft derfor at de er meget elsket og at dødsfaldet ikke er deres skyld.
Selvom børn i denne alder har et stort ordforråd, som kan få dem til at virke ældre, end de er, er det stadig svært for dem at holde fast i mere end en følelse ad gangen. Ikke to børn vil reagere på samme måde. De vil måske vise deres bekymringer ved at klamre sig mere til dig og sove i din seng, mens andre vil tale om deres følelser.
Vær åben i forhold til smertefulde samtaler omkring din egen død og deres. Trøst barnet, der er fyldt med frygt, og accepter, at barnet er klæbende og har brug for at sove i din seng. Fortæl dem, at det, de føler, er ok - og helt naturligt i denne situation. Husk fremover at involvere den afdøde i familiens fremtidig historie, da det føles rart for barnet, at afdøde ikke glemmes!
Vær opmærksom på, at skolebørn kan komme til at benægte døden, være bange for at virke hjælpeløse, kan påtage sig nye roller og føle skyld. Bekræft derfor at de er meget elsket og at dødsfaldet ikke er deres skyld.
Det er vigtigt at huske, at holde din teenager informeret og involveret i forhold til alle sorgritualerne omkring dødsfaldet, hvis de ellers har lyst til at deltage. Du kan involvere dem ved at give dem konkrete ting, der skal ordnes - fx udvælge musik til begravelsen.
Lad dem strejfe omkring alene, hvis det er, hvad de har brug for, men prøv ellers at opfordre venner, veninder og familie til at kontakte dem.
En teenagers adfærd og reaktioner til verden vil være, som de plejer - lige fra helt åbne til lukkede og fjendtlige. Samtidig kan der selvfølgelig også komme sammenbrud, da deres kendte verden går itu. Andre teenagere vil virke helt upåvirkede af dødsfaldet, måske de gemmer deres tårer, men det betyder ikke, at de ingen sorg føler - det gør de. De gemmer sig bare bag en facade, ikke kun for at gemme deres følelser for andre, men også på en måde for dem selv.
Det er ikke unormalt, at teenagere kan lukke helt ned følelsesmæssigt, men det kan være svært altid at gennemskue, at det er det, der sker, da de samtidig fungerer godt på andre områder, fx i skolen. Men for det meste kommer de selv, når de synes, at tiden er rigtig til at tale om det hele. Du kan ikke fremskynde tidspunktet, men du kan prøve at holde kommunikationen åben ved at dele nogle af dine egne tanker og ved lade dem vide, at de ikke er alene.
Husk på, at den store teenager har brug for sit privatliv og separation fra voksne, men samtidig har brug for den stabilitet, han/hun kan få ved at være i nærheden af en voksen.
Vær opmærksom på, at teenagere helst bare vil passe ind. Kan blive depressive, trække sig ind i sig selv eller flygte fra følelserne ved at flippe ud ved, fx ved at løbe hjemmefra. De kan være bange for at virke hjælpeløse, kan påtage sig nye roller, kan føle skyld og tit holder sine følelser privat. Bekræft derfor at de er meget elsket og at dødsfaldet ikke er deres skyld.
Børn, unge og sorg har lavet en pjece til teenagere og unge, som handler om almindelige måder at reagere på, og hvad der kan hjælpe, når man mister en bror eller en søster. Pjecen kan læses online her.
Børn, unge og sorg har også lavet en pjece til teenagere og unge, som italesætter mange af de tanker, følelser og reaktioner man kan have og hvad der kan hjælpe, når man mister en mor eller far. Pjecen kan læses online her.
Et nært dødsfald kan påvirke den unge voksnes psykologiske udvikling og influere på de unges muligheder for at opnå gensidig intimitet og forpligtelser. Nogle unge kan ligefrem være bange for at miste den selvstændighed, de nu har opnået gennem sorgprocessen, og de kan overvældes af de krav, som en intim relation kan medføre. Sorg behøves dog ikke at være destruerende for den unge, for har han/hun modet og viljen til at omfavne sorgen, kan det netop være med til at modne det enkelte menneske. Ifølge Psykoterapeut Preben Engelbrekt fra Børn, Unge og Sorg har den unge brug for fortsat at internalisere afdøde i sit liv, have samtaler samt dele glæder og sorger.
Børn, unge og sorg har lavet en pjece til teenagere og unge, som handler om almindelige måder at reagere på, og hvad der kan hjælpe, når man mister en bror eller en søster. Pjecen kan læses online her.
Børn, unge og sorg har også lavet en pjece til teenagere og unge, som italesætter mange af de tanker, følelser og reaktioner man kan have og hvad der kan hjælpe, når man mister en mor eller far. Pjecen kan læses online her.
Kilder til denne tekst:
Arnett, J. J. (2000). Emerging Adulthood : A Theory of Development From the Late Teens Through the Twenties. American Psychologist, 55(5), 469-480. doi:10.1037/0003-066X.55.5.469
Arnett, J. J. (2007). Emerging Adulthood: What Is It, and What Is It Good For? Child Development Perspectives, 1(2), 6873. doi:10.1111/j.1750-8606.2007.00016.x
Børn, Unge og sorg (2018) reweived from https://bornungesorg.dk/
Silverman, Phyllis A. & Kelly, Madelyn (2009) Parent’s guide to Raising grieving children. Oxford University Press.
Stroebe, W., & Schut, H. (2001). Risk Factors in Bereavement Outcome: A Methodological and Empirical Review. In Handbook of Bereavement Research: Consequences, Coping, and Care, Washington, DC: American Psychological Association.
Kontakt mig gerne, hvis du har spørgsmål eller kommentarer i forhold til indholdet på Sorgogsavn.dk.
