Hvordan oplever og forstår børn og unge døden?

At skulle fortælle sit barn at én de elsker er død, må simpelthen være noget af det værste, et menneske nogensinde kommer til at opleve. Du er allerede selv sønderknust, og nu skal du også være den, der knuser din søns eller datters trygge børneunivers. Man ønsker som forældre at kunne tage toppen af slaget, der nu vil ramme, men der er ingen magiske ord - ingen vej til at gøre nyheden nemmere at bære. Og lige meget hvordan du siger det, eller hvordan du overbringer nyheden, er det ikke engang sikkert, at dit barn fuldt ud vil forstå det. Derfor kan det være en hjælp først at forstå, hvor dit barn er henne rent udviklingsmæssigt.

Mange psykosociale problemstillinger er de samme hos børn som hos voksne i sorg, men deres alderstrin, personlighed (allerede eksisterende adfærd), modenhed og forståelse for, hvad fænomenet død betyder, vil alligevel spille en rolle for, hvordan de forstår og oplever sorgen anderledes end voksne.

Som tiden går, og det sørgende barn flytter sig til nye udviklingsstadier og får muligheden for at se dødstabet med nye øjne og med en ny forståelse, vil barnet ofte sørge igen, men nu fra et udviklingsmæssigt mere modnet udgangspunkt.

Vi vil herunder fokusere på vigtigheden af at forstå det sørgende barn ud fra dets udviklingsmæssige stadie, og til trods for at der ikke foreligger forskning til baggrund for, hvor en aldersopdeling præcist burde ligge, vil jeg her følge en forsker ved navnet Kevin Ann Oltjenbruns og inddele børns udvikling i 3 grupper. 

Det er nødvendigt for at forstå sit barn til bunds, at man har øje for barnets modenhed, og hvilket udviklingstrin, de ser ud til at befinde sig på, da der er stor forskel på, hvordan et barn på 3 år tænker i sammenligning med et på 10 år.

Meget små børn er mest fokuseret på nuet og er meget egocentrerede. De fleste små børn forstår ikke universaliteten og permanensen af død. De forstår ikke, at alle skal dø, og at når man dør, så ophører kroppen med at fungere - og at man dermed ophører med at føle, spise og trække vejret.

Et vuggestuebarn, som tror på, at døden ikke er for altid, og at dets kære kommer tilbage, vil gentagne gange spørge til, hvornår afdøde kommer hjem. Det, at vi forsøger at forklare dem, at afdøde ikke kommer tilbage, kan ikke forstås af barnet, før barnet er ca. 7-11 år, hvor han/hun er kognitivt udviklet til at forstå, at døden er permanent.

Ofte har små børn ikke ordforråd til at forklare deres følelser eller til at efterspørge, hvad de har brug for. De kan som regel heller ikke søge trøst i det talte ord, som voksne kan, og vil i stedet prøve at kommunikere med andre via deres adfærd. De kan fx gå tilbage i deres adfærdsudvikling ved at vende tilbage til infantile reaktionsmåder eller udvise en udadreagerende adfærd for at få den ønskede opmærksomhed.

Hvis man er heldig, kan man se tegn på, at de har brug for hjælp og opmærksomhed, via deres lege eller i deres kreative aktiviteter.

Når børn nærmer sig skolealderen begynder de at arbejde med at forstå fænomenet død. De vil have en ide om, at det er noget permanent, men vil stadig ikke forstå alt det, der sker, og heller ikke alt, hvad det betyder.

Når børnene bliver lidt ældre, vil de begynde at kunne forstå, at fænomenet død betyder, at man ikke trækker vejret mere, ikke bevæger sig mere, ikke ser mere og aldrig mere kommer op af graven. Dog tror barnet på samme tid på, at den afdøde ser og beskytter dem, og det er en tanke, de godt kan lide. De begynder i denne alder at lære, at mennesker kan dø af sygdom, ulykker, krig og mord, og de kan begynde at skelne fantasi fra virkelighed.

Lidt ældre børn lever allerede meget af deres liv uden for familiens trygge rammer, hvor relationer til venner og lærere bliver mere og mere vigtigt. Deres udvikling gør, at de nu kan bevare indre billeder af objekter og mennesker og differentiere mellem, hvad der kommer fra deres egen fantasi, og hvad der rent faktisk sker uden for dem selv.

Selvom børn i denne alder har et stort ordforråd, som kan få dem til at virke ældre, end de er, er det stadig svært for dem at holde fast i mere end en følelse ad gangen. Ikke to børn vil reagere på samme måde. De vil måske vise deres bekymringer ved at klamre sig mere til dig eller sove i din seng, mens andre vil tale om deres følelser.

Når børnene modnes, oplever de et udviklingsmæssigt skift i deres håndtering af de problemer, de fokuserer på, og de begynder at føle mere kontrol over situationen. De bliver bedre til at forklare deres følelser, til at få forklaret deres behov og til at søge social hjælp, fx via sorggrupper.

På grund af stadig manglende modenhed spejler børn sig ofte i de håndterings- og kommunikationsstrategier, som de voksne, der er tættest på dem, benytter, og det begrænser måske barnets følelsesreaktioner, at deres forældre har en indflydelse. 

Det første skift i, hvordan teenagere ser dem selv og andre, kommer sammen med deres fremvoksende og spirende evne til at se indad og mærke egne følelser, adfærd, ønsker, behov og det at kunne tage andres synspunkt. De kan nu påskønne forskelligheder og lærer at koordinere et uafhængigt synspunkt: deres eget og fx kærestens/vennens. Hvis disse forhold/relationer ender, føler de sig ikke bare kede af det, men også ufuldstændige.

Mens det kan se ud til, at teenagere og unge voksne opfører sig voksent, er det vigtigt at huske, at de stadig kun er børn. De står midt i udviklingen af at ændre deres relation til deres familie, mens de - hvilket er paradoksalt  i forbindelse med dødsfald - har brug for at være tæt på familien igen.

Teenagere kan ende op i ingenmandsland af sorg, når de mister en nærtstående. De er gamle nok til at forstå, at alle skal dø en dag, og at onde ting kan ske, men de er for unge til fuldt ud at kunne kombinere disse tanker og til at være sikre på, hvordan deres liv vil kunne fortsætte uden afdøde.

Jo ældre barnet er, jo mere har de pårørende tendens til at tænke, at barnet ikke har brug for den samme opmærksomhed og støtte, som yngre børn har. Dette er dog helt misforstået!

I flere rapporter, der handler  om unge i sorg fra ”Børn, Unge og Sorg”, beskrives det, at unge voksne, der fx har mistet en forælder, kan føle sig udfordret i forhold til at få hverdagen til at hænge sammen, herunder at passe studie eller arbejde. De kan ydermere være udfordret på deres tillid til omverdenen og i troen på sig selv.

Tiden som 18-25 årige er den eneste periode i livet, hvor der ses så stor variation i, hvad vi som individer beskæftiger os med. Dette ses tydeligt i forhold til den yngre gruppe af de 12-17-årige, hvor de fleste bor hjemme, stadig går i skole, er ugifte og ikke endnu har fået børn, og ligeledes i forhold til gruppen på 30+, hvor de fleste er gift og har fået børn. Professor Jeffrey Arnett beskriver den unge voksne, 18-25 år som et individ, der står i en distinkt periode af sit liv, både rent demografisk, subjektivt og i forhold til udforskning af identitet. I denne periode karakteriseres den unge ved at være relativt uafhængig af samfundets normative forventninger. Fra at have forladt den trygge barndom og ungdom, men endnu ikke har valgt at påtage sig de varige forpligtelser, der findes ved voksenlivet, er den unge i gang med at undersøge og udvikle de mange muligheder i livet inden for både uddannelse, kærlighed og karriere. 

De unge voksne forstår, at døden er uigenkaldelig, og at dødsfald kan ske for alle - og vil ske, men med deres høj-risiko aktiviteter, beskriver de samtidig indirekte holdningen om, at ”det aldrig vil ske for mig”. 

Kilder til denne tekst

Arnett, J. J. (2000). Emerging Adulthood : A Theory of Development From the Late Teens Through the Twenties. American Psychologist, 55(5), doi:10.1037/0003-066X.55.5.469 

Arnett, J. J. (2007). Emerging Adulthood: What Is It, and What Is It Good For? Child Development Perspectives, 1(2), 6873. doi:10.1111/j.1750-8606.2007.00016.x 

Silverman, Phyllis A. & Kelly, Madelyn (2009) Parent’s guide to Raising grieving children. Oxford University Press. 

Stroebe, W., & Schut, H. (2001). Risk Factors in Bereavement Outcome: A Methodological and Empirical Review. In Handbook of Bereavement Research: Consequences, Coping, and Care, Washington, DC: American Psychological Association.