Mistet søskende

Jeg skriger stadig…

I 2002 døde min lillebror. I 2002 blev Charlotte2 født. 

Det der altid skete for naboen ramte mig og min familie. Døden kom på besøg. Min fantastiske skøre, dejlige, stærke, muskuløse, smukke og rigtig gode ven og fortrolige blev taget fra mig. På et sekund blev jeg enebarn.

Min lillebror, René, var på vej hjem fra sit job som fængselsfunktionær i Nyborg. Han skulle hjem til sin forlovede og fejre 1 års dag. Klokken var omkring22. Samtidig ligger jeg og flyder i min sofa. Det var fredag, weekenden bankede på døren. Fredagssnolder, god film og den lille var lagt i seng. Det var juli – solen skinnede udenfor og livet var fantastisk.

Så ringede telefonen………

Det var min mor. Hun spurgte hvad jeg lavede. Jeg fortalte det – og hun sagde blot, at René var kørt galt. Samt at de var på vej på sygehuset efter ambulancen. Vi aftalte, at hun skulle give besked, så snart hun vidste mere. Vi afsluttede samtalen.

Kender du det – der kommer pludselig tanker. Hvorfor ringede hun. Var det mon alligevel mere alvorligt. Uroen spredte sig i mig og jeg kunne mærke, at jeg blev nødt til, at tage fra Ølstykke og til Odense. Så proppede noget rent tøj i min rygsæk og en tandbørste. Over og banke på hos naboen, da vi ikke havde bil og høre om de ikke ville køre mig til Roskilde. Da jeg stod på Roskilde Station ringede min mor igen. På det tidspunkt, havde hun lige fået at vide, at min lillebror var død. Hun spurgte hvor jeg var. Jeg svarede, at jeg var på vej med toget til Odense. Vi aftalte, at jeg skulle spørge efter René Drue på skadestuen.

Togturen husker jeg ikke så tydeligt. Der var mange tanker – er han ok. Han stod så meget til skideballe når jeg så ham. Jeg var bange – jeg var forskrækket. Jeg var ked af det. Husker jeg tænkte, at han nok bare havde brækket et ben.

Da jeg ankom til skadestuen på Odense Sygehus. Stod jeg pænt i kø. Da det blev min tur sagde jeg, at jeg skulle vises ind til René Drue. Sygeplejerskens ansigt forandrede sig og jeg fik en mavepuster. Spurgte om han var ok. Hun svarede ikke. Satte et ”lukket” skilt ved hendes skranke og kom ud og tog mig i hånden. Jeg spurgte igen. Hun svarede, at hun ikke måtte svare. Min mave gjorde nu rigtig ondt og kroppen blev helt tung. Jeg spurgte hende mange gange. Hver gang undlod hun at svare. Sådan som jeg husker det i dag. Så gik vi hen til nogle trapper og gik nedad. Hen af en mørk gang – døre og stilhed………en lang gang. Pludselig kom der en dør – ved døren hang der et skilt – der stod ”PÅRØRENDERUM”! Jeg ved ikke hvad man ellers skulle kalde det. Men jeg brugte mange timer efterfølgende på at tænke, hvad man ellers kunne kalde det.

Stilheden på gangen blev en voldsom kontrast til det der var bag døren. Der sad min mor og hendes mand. Min lillebrors forlovede og hendes forældre. Lige da døren gik op var de stille. Jeg trådte ind. Sygeplejersken lukkede døren og gik. Spurgte min mor – hvor René var. Hun pegede på en dør inde i rummet. ”Er han død”……..hun nikkede. Jeg smed min rygsæk ind i væggen – sagde at jeg godt lige ville have et par minutter med ham alene. Gik hen til døren og gik ind.

Der var mørkt. En dæmpet belysning. For enden af rummet stod der en båre. Der lå han. Min lillebror. Stille – med et hvidt klæde over kroppen op til ansigtet. Hans arme lå ovenpå klædet. Han lå stille. Jeg stod lidt og trak vejret. Men det kom ikke helt ned i maven. Der var ikke plads. Jeg havde ondt. Maven var mærkelig og jeg stod helt stille og betragtede ham. Hvis jeg nu lukkede øjnene og åbnede igen. Så var det måske bare en dum drøm. Åbnede øjnene igen. Intet var forandret. Jeg havde aldrig set et dødt menneske før. Gik stille derover. Ville så gerne sige 1000 ting til ham. Mon han kunne høre det. Mon han vidste hvor ked af det jeg var. Var det egentlig ham. Kom helt over. Betragtede ham. Det var min lillebror. Løftede min hånd og rørte ved hans arm. Han var kold. Fik lyst til, at trække klædet længere op. Måske frøs han. Blev forskrækket over kulden i hans hud. Trak hånden hurtigt væk igen. 

Hans ører var større. Hans kindben tydeligere. Han så orange ud i lyset. Fik øje på hans hænder og så først nu de blå mærker – eller hvad det nu var. Alle hans fingerspidser så forkerte ud, farven. Hans ene albue var helt blodsprængt. Pludselig gik det op for mig, han var død. En stille tåre løb. Nu turde jeg godt røre ham. Rettede lidt på hans pandehår. Så det sad pænt. Han gik jo meget op i sit udseende. Opdagede nu, at puden hans hoved lå på var der blod på. Det kunne ikke passe. Min lillebror, død. Man dør fandme ikke når man er 28 år gammel. Han havde hele livet foran sig. Vi havde aftaler. Mange aftaler og hvad så med vores rullestolsræs når vi skulle bo på plejehjem sammen. Vi skulle drive medarbejderne til vanvid med vores dårlige humor og drillerier. Hvad med alle vores aftaler?

Det var den 12. juli 2002 – klokken var omkring midnat og Charlotte var blevet enebarn. En rolle hun ikke selv havde valgt. En titel hun ikke selv havde bedt om. Hun var knust. Hun var ked af det. Hun var i chok. 

Så kommer der en lang omgang med praktiske ting. Valg af ligegyldige ting, sådan var det for mig. Fuldstændig fuckingligegyldigt. Gravsted, gravsten, skrifttyper……….skifteret, testamente, arv og gæld. Hvem, hvad og hvor. Man lærer meget om mennesker, på godt og ondt, når døden banker på. Jeg gjorde!Jeg kunne skrive hundredvis af sider om alt det der sker, når døden banker på. For det ryster dit liv. Det ændrer alt. Jeg blev skilt. Jeg mistede mange venner. Jeg skiftede job. Jeg ryddede op i mit liv – mennesker tæt på skuffede mig – og mennesker langt væk overraskede mig. Døden er det eneste i vores liv vi er 100%sikker på kommer. Men det er samtidig den eneste ting vi aldrig forholder os aktivt til. Heller ikke jeg!

I dag – et helt liv siden, er der sket 1000 ting i mit eget liv. Min lillebrors død har givet mig mod til at springe ud i livet på en anden måde. Med en anden vinkel og leve. Leve for mig selv og leve for ham. En gang imellem trækker jeg stadig stikket – tager en ”René-dag”. Kigger i min kasse med billeder, breve – hans soldaterting – tager en ordentlig tudetur og savner så det river mig i brystet. For jeg savner ham hver eneste dag. Jeg har ham med mig hver eneste dag. Jeg taler med ham hver eneste dag. For han var MIN lillebror. Jeg mangler hans irriterende kram, dem hvor han maste mig så jeg næsten ikke kunne få luft. Jeg mangler hans stemme, så jeg kunne høre ham og mærke hans humør. Jeg mangler hans gaver med tåbelige kort og kærlige ord. Jeg mangler hans duft. 

Jeg savner ham………jeg savner ham, meget. 

Jeg har lært at leve med min sorg og mit savn. Men jeg kommer aldrig til at acceptere, at det var hans fantastiske væsen og sind der kom ned i den lille urne og ned i et hul i jorden. Hvordan kan kærlighed, varme og omsorg – blive til kulde og forglemmelse?

Man dør fandme ikke når man kun er 28 år!

………..og jeg skriger stadig, når det gør for ondt.  

Skrevet af Charlotte Drue