Af gode grunde kan man ikke give et svar på, hvordan man skal føle og handle i forhold til døden. Det kan kun afgøres af den enkelte og eventuelt i dialog med de allernærmeste.
Jeg forestiller mig dog, at tabuet omkring død og sorg ved dødsfald i den grad også er et tabu, som den døende mærker? Et tabu, der fx kunne vise sig ved, at venner og familie har svært ved og derfor undgår at tale om den sårbare situation og døden, som du står foran. De prøver måske i stedet at være glade og holde en positiv stemning, hvilket selvfølgelig kan være dejligt nogle dage - bare ikke hver dag.
For hvordan føles det egentlig at være døende? Hvilke tanker fylder mest? Der er stor forskel på, hvordan vi hver især oplever sorgen over, at livet skal slutte, og det er derfor vigtigt at huske, at der ikke er en rigtig eller forkert måde at håndtere denne sårbare periode på. At se døden i øjnene opleves individuelt, og det håndteres lige så forskelligt. Alligevel ses der nogle ligheder mellem mennesker, der i den sidste del af livet står med bevidstheden om at skulle dø inden for nær fremtid. For mange fylder følelsen af meningsløshed, ensomhed, afmagt og håbløshed.
Ud fra et dansk studie (Raunkiær 2007), baseret på ni familier og hjemmesygeplejersker, fremkom følgende resultater om den døendes hverdagsliv og tanker, som selvfølgelig altid vil skulle vurderes ud fra de interaktioner og aktuelle relationer, der er til stede i den døendes liv.
Tanker og følelser om hjemmet/deres rum
Flere af de døende beskrev, hvordan deres fysiske bevægelsesfrihed i hjemmet efterhånden var blevet indskrænket til en stol eller en seng, hvor omkring alle de nødvendigste dagligdags ting stod - fx et bord med medicin, vand, bøger samt diverse tæpper, puder og telefon var placeret. De døende beskrev på den ene side en irritation over, at livet var blevet indskrænket, men kunne samtidig godt se, at det ikke kunne være anderledes. I stedet forsøgte de døende at kompensere for det ved at placere sig ved et vindue eller et andet sted, der gav mere kontakt til omverdenen.
Hverdagens rutiner
De døende beskrev også, at hverdagens rutiner havde en stor betydning. Ved rutiner menes der faste besøg i hverdagen - både af professionelle og pårørende såvel som faste kaffepauser og måltider, faste telefonopkald m.m. Det betød ikke så meget, om besøgene var lange, men de daglige besøg tilførte hverdagen en grad af normalitet. Hverdagens kontinuitet og normalitet kunne på den anden side også give en følelse af forpligtelse.
Tanker og følelser om nærmeste relationer
Familien og de fysiske besøg blev omtalt som uvurderlige, og muligheden for at følge med i børn og/eller børnebørns opvækst blev opfattet som meget betydningsfuldt. I modsætning til det, så er medlidenhed fra omgivelserne og følelsen af at være en belastning og til besvær følelser, som den døende ikke bryder sig om. De udtrykker, at de ville ønske, at de kunne give noget tilbage.
Ud fra et norsk skrivestudie for døende beskriver de døende selv, at de tanker, der fylder mest i bevidstheden, er gode minder, nære relationer og den kærlighed, man har oplevet gennem livet. De fleste fremstiller i deres fortællinger en søgen efter sammenhæng, nogle gennem håbet om et liv efter døden og andre ved, at minderne fra deres liv lever videre hos deres efterladte.
Jeg håber på jeres vegne, at I også er fyldt med gode minder og kærlighed i nuet, og at I kan spejle jer lidt i noget af det ovenstående - at det eventuelt kan give jer en følelse af ikke at være alene med jeres tanker.
Kilder til denne tekst:
Vedvik, K (2012). Det tænker vi, når vi ligger for døden; https://videnskab.dk/kultur-samfund/det-taenker-vi-nar-vi-ligger-doden
Doka, K.J. (2003). “The Death Awareness Movement: Description, History and Analysis”, i Clifton D. Bryant (red.): Handbook of Death & Dying, Volume 1: The Presence of Death. Thousand Oaks, CA: Sage Publications
Kontakt mig gerne, hvis du har spørgsmål eller kommentarer i forhold til indholdet på Sorgogsavn.dk.
