Tanker om de sidste timer

Når døden er nær, ændres også den helt almindelige selvfølgelighed og de daglige rutiner, som hverdagen normalt består af.

De fleste mennesker, der ser døden i øjnene, kan have overdrevne tanker og følelser om, hvordan det er at dø og vil typisk være påvirket af, hvordan det foregår på film og i TV.

Når man kommer i kontakt med hospice, eller ens familie er ved at arrangere, at man kan få lov at dø hjemme, forestiller jeg mig, at man kan blive bange for tanker som; hvad skal der nu ske, og hvordan kommer det hele til at foregå?

Vi vil her, med hjælp fra hospice-personale, prøve at beskrive, hvordan den sidste fase af livet typisk foregår, og hvad du og din familie skal være opmærksom på.

Hvad du og familien føler er det rigtige for jer, og hvad I har af ønsker til den sidste tid, kan variere meget fra andre familier. Det er derfor vigtigt at fortælle lægen og andet sundhedspersonale, hvad I tænker, så de kan prøve at efterleve netop jeres ønsker.

Det er samtidig helt normalt at have en masse praktiske spørgsmål, da dette jo ikke er en situation, du har stået i før.

Der kan også være spørgsmål til tidsrammen, hvor lægen måske kan give jer et svar på, omtrent hvor lang tid af livet du har tilbage. Men husk, at det er umuligt for lægen at give et nøjagtigt svar. Nogle ser ud til at vente med at dø, måske fordi de venter på et specielt besøg, en vigtig hændelse som en speciel højtid, fødselsdag eller lignende, for så at dø kort tid efter denne hændelse. Andre kan opleve uventede forbedringer og leve længere end forventet. Nogle få ser ud til at bestemme sig for at dø og gør dette vældig hurtigt, måske kun på nogle få minutter.

Der er mange forandringer i kroppen, som indtræder i de sidste dage og timer af livet, og idet, at mennesket rent faktisk er ved at dø, kan disse forandringer opleves skræmmende, hvis ikke du forstår dem.

De typiske forandringer er, at du bliver svagere, fordi du er døende, og det bliver derfor sværere at flytte dig rundt i sengen, sågar at løfte hovedet fra puden bliver noget, du ikke længere kan klare selv. Vægttab er almindeligt, fordi din appetit svækkes, og du vil måske opleve, at du får pletter på huden, og at hjertet bliver svagere. Din urin kan blive helt mørk, blive sparsom eller helt ophøre, og du vil føle en søvnighed, der tager til, og at det bliver vanskeligt for dig at vågne.   

Et af tegnene på, at hjertet er svækket er, at blodet ikke kan pumpes ud i de perifere dele af kroppen, hvilket betyder, at dine hænder og fødder bliver kolde, og at dyner og tæpper ikke hjælper dig med at holde varmen i dem længere. Dine negle og læber kan samtidig blive blålige. 

Efterhånden vil det blive sværere og sværere at kommunikere med dig, og du vil opleve måske at få problemer med at finde ordene. Du vil måske tale i korte sætninger, give forsinkede eller upassende svar - eller måske vil du slet ikke være i stand til at svare. 

Det er også normalt at opleve rastløshed eller få repeterende bevægelser, som af andre kan opleves som meningsløse. Stønnen, jamren, unormal/ændret vejrtrækning, grimasser og hosten og gurglen er også almindeligt forekommende. Din hud kan ligeledes blive over følsom, og du vil pr. refleks måske trække dig væk ved berøring. 

Henimod slutningen af livet oplever døende ofte, at de hverken kan eller magter at spise længere. Det kan bekymre de pårørende, fordi de frygter, at den døende prøver at sulte sig selv til døde. Ofte er der dog en simpel forklaring, som er, at appetitten forsvinder, og det vil føre til ekstra ubehag at spise. Kroppen kan ikke længere optage næring som før, og maden kan derfor føre til ubehag og kvalme.

I den allersidste tid kan det for den døende ligefrem virke lindrende ikke at spise, fordi kroppen går i en tilstand, der kaldes ketose, og det giver en følelse af velvære, som mindsker ubehag. 

Det er også normalt, at den døende undlader at drikke, når det går mod slutningen af livet, og selv hvis man øger energimængden i mad og drikke, så vil den døende stadig tabe sig, fordi kroppen er ude af stand til at optage mad og næring. Derfor bør man ikke tvinge den døende til at spise, men i stedet prøve at finde mad- og smagsoplevelser, som er vakt af lyst  og på den måde få det bedste ud af det med sine nærmeste.

Ofte kan pårørende bekymre sig for, om deres nærmeste er tørstende, og mange kender til, at væske kan gives via drop. I de sidste døgn af livet kan den døende dog ikke optage kunstigt tilført væske på grund af forandringer i kroppens organer. Væske tilført via drop kan derfor belaste kroppen og kredsløbet, give ubehag og væskeophobning i kroppen - fx i lungerne, hvor der så kan opstå åndenød. Samtidig viser undersøgelser, at et naturligt bevidsthedsslørende stof gør, at man som døende i den allersidste tid ikke oplever tørst.

Når den døende ikke længere spiser eller drikker, så bliver slimhinder i munden tørre, ligesom læberne kan trænge til fugt. Det kan derfor anbefales at få fugtet munden med væske og læberne smurt med læbepomade.

I den sidste fase sover de fleste meget, måske næsten uafbrudt i de sidste timer. Mange familiemedlemmer synes, at dette er vældig trist og vanskeligt, fordi det ofte er i de sidste timer af livet, de har mest at sige til den døende.

Vi ved ikke, hvad bevidstløse personer kan høre. Men det kan virke, som om bevidstheden kan være større end evnen til at svare. Så måske kan du høre alle de kærlige ord, de nærmeste har at sige til dig.

Til trods for at du som døende i den sidste fase kan komme med jamren, stønnen og grimasser, er det en myte, at det skyldes ukontrolleret smerte, da smerte ikke pludselig udvikles i løbet af de sidste timer af livet, hvis ikke dette har været et problem tidligere.

Der kan også i de sidste timer opstå en raslende vejrtrækning, hvilket skyldes, at man som døende ikke længere er i stand til at synke eller hoste og på den måde rense luftrøret. En sløring i bevidstheden gør, at slimen på dette tidspunkt ikke opleves som generende for den døende - et skift i stilling sammen med medicinsk behandling vil ofte kunne lindre den døende. Hvis man suger luftvejene, vil det som oftest kun forværre tilstanden, ligesom mængden af slim forøges, og det er derfor ikke anbefalet. 

Det er en misforståelse, at den døende oplever åndenød og kvælningsfornemmelser i forbindelse med ændret eller pauser i sit vejrtrækningsmønster. Det er et normalt fænomen, og det betyder ikke, at den døende kæmper for at få luft. Ændringerne i vejrtrækningsmønsteret skyldes, at man som døende ikke længere er bevidst om sit åndedræt. 

Åndenød kan forværres af angst, men både angst og åndenød kan lindres og hjælpes med medicin og forskellige ikke-medicinske tiltag, fx  lejring, frisk luft og vejrtræknings- og afspændingsøvelser. En del oplever afkøling af ansigtet som lindrende. Derimod viser undersøgelser, at der ikke er belæg for, at iltbehandling lindrer i den sidste levetid.

Det er helt væsentligt, at der et andet menneske til stede, der kan skabe tryghed gennem nærvær, berøring og ro, og det betyder derfor, at andre mennesker kan forebygge åndenød og virke beroligende. 

Idet døden indtræffer, stopper dit hjerte med at slå, vejrtrækningen ophører, pupillerne stivner, og kroppen får en bleg og voksagtig farve. Selve kropstemperaturen falder, musklerne afslappes, og der kan sive urin og afføring. Dine øjne forblive måske åbne, kæben falder ned, og det kan høres, at væskerne risler i kroppen.

Ovenstående kan for nogle være hård læsning, men jeg tænker, at det altid må være rart at kunne søge denne information, hvis man føler behov for det. Lad mig endelig vide, hvis I har tilføjelser eller tanker omkring dette, skriv til info@sorgogsavn.dk

Kilde til denne tekst:

Jacobsen, M.H. (2009). Døden – essays fra et årti. Odense: Syddansk Universitetsforlag

Kübler-Ross, E. (1969). Døden og den døende. København: Gyldendal.

Sundhed.dk

Syddjurs.dk