Død, sorg og ikke-religiøsitet

Skrevet af Cand. pæd. psyk. Anna Midtgaard Guldberg

Det er et statistisk faktum at flere og flere danskere melder sig ud af folkekirken. Debatterne om hvorvidt kirke og stat skal adskilles er mange, og alternativer til de religiøse livssyn i etablerede foreninger bliver også flere. Asteistisk Selskab byder dig velkommen i en verden, hvor der afholdes Gudløs Torsdag, arbejdes for udbredelsen af et naturalistisk verdensbillede og opfordres til kritisk tænkning og tro på den videnskabelige metode. Humanistisk Samfund vil uddanne humanistiske samtalepartnere til at kunne give eksistentiel omsorg, blandt andet som et alternativ til den religionsfunderede hospitalspræst, man tilbydes på hospitalet, når livet er svært. Den humanistiske samtalepartner har, ifølge beskrivelsen, “et humanistisk livssyn, hvilket betyder, at man tror, der kun er dette ene liv”.

Jeg selv tror på videnskaben. Jeg søger faktuel, evidensbaseret viden og arbejder derudfra. Men der er ét punkt, hvor videnskaben hverken kan støtte mig eller berolige mig eller give én brugbar trøst. I mødet med døden klinger det for nogen, i hvert fald for mig, tomt og trøstesløst, at der kun findes dette ene liv, at alt visner og forgår, at når hjertet stopper med at slå, da stopper ilttilførslen til alle celler i kroppen, hjernevævet dør, og tager med sig, den person man elsker. Den person der før var fuld af kærlighed, erfaringer og sjæl, er nu forsvundet for altid – og det må man jo så bare acceptere – for det er så langt videnskaben rækker. 

Vi mennesker ved jo i virkeligheden ikke, hvad døden egentlig indebærer – vi kan ikke dele erfaringer med hinanden, for ingen af os har prøvet det - vi kan højst tale med hinanden om andres død. Og døden er utrolig svær at forstå for os mennesker, sådan virkelig forstå. Hvor bliver den døde af? Personen? Minderne? Erfaringerne? Kærligheden? Livet går videre, men verden er pludseligt forandret for den person, der har mistet.

Jeg har ikke selv mistet én, jeg har meget nær. Mine bedsteforældre er borte, men det var i en sen alder og var måske nok trist, men ikke tragisk eller overraskende. Jeg har dog været heldig, at nære venner der har mistet, vil dele deres følelser og tanker med mig, og jeg har i mit virke som sygeplejerske på en kræftafdeling mødt mange patienter og pårørende, der blev konfronteret med døden eller tanken herom. Jeg har i de tilfælde ofte tænkt på, om en døende, der står foran livets sidste øjeblik, eller en pårørende, der har mistet én de holder af, nu også kan forene denne livssituation med tanken om “dette ene liv”, hvor tomheden venter på den anden side, og man skal sige et endeligt farvel. Kan de naturvidenskabelige fakta give ro, når et menneske står foran døden, eller når en sørgende savner? Det er ikke det jeg har oplevet, tværtimod.

Jeg oplever, at de døende og de efterladte meget ofte har brug for at blive mødt i samtalen om, at der kan være en fortsat forbindelse til den døde. At de kan bevare et bånd og en tro på, at den, de har mistet stadig kan følge med i deres liv. De har brug for at tro, at den person de har mistet, ikke kun eksisterer som det smertefulde savn inde i dem, men stadig kan fungere som en modtager af kærlighed og tanker. Disse tanker og følelser om den dødes fortsatte eksistens er ofte abstrakte og behøver ikke nødvendigvis at blive konkretiseret for at give trøst. Så hvorfor er det da så vigtigt at understrege, at det kun er dette ene liv, der er virkeligt, at der ingen himmel og intet efterliv findes, hvis det samtidig fratager os en mulighed for trøst og et sted at sende vores tilbageværende kærlighed og savn hen?

Jeg oplever, at en stor del af min generation er aktive i en proces, der går ud på at flytte sig så langt væk fra religion og til dels åndelighed, som muligt, i en form for frigørelse af fastlagte tankesæt, de ikke mener har hold i virkeligheden eller har en plads i det moderne samfund. Det er en frigørelse jeg forstår, men samtidig ærgrer jeg mig over, at vi, i samme ombæring siger farvel til nogle traditioner og ritualer, der har dybe rødder og går langt tilbage, og som mennesker har fundet mening og støtte gennem mange generationer. Vi er altså midt i livet, hvor de fleste af os er (heldigvis) endnu ikke konfronteret med dødens fakticitet, men alligevel vil vi sige farvel til de redskaber og det sprog, generationer før os har brugt til at tale om de svære ting. Er det nu så nødvendigt at distancere sig så fuldstændigt, når vi endnu ikke har oplevet at stå i noget så svært og så uforståeligt som at miste? Er vi klar til at give afkald på den støtte kirken (eller andre religioner) kan bidrage med i livets svære stunder? Et sted at lægge vores døde til hvile, afskedsritualer, huset hvori ceremonien foretages og måden hvorpå det faciliteres? Kan vi selv, midt i en stor sorg, eller når vi nærmer os døden, finde overskud til at finde på nyt? Jeg ville nødig have frasagt mig enhver metafysisk tanke om livet og døden, inden jeg skal opleve det på egen krop..

Esben Kjær søger i sin bog ”Min Usynlige Søn” efter trøst i sorgen over at have mistet sin søn, Sebastian. Han udforsker hvad videnskaberne kan tilbyde ham: psykologien, filosofien, naturvidenskaben – men selvom de rummer viden, så taler de primært til hans intellekt, og som han skriver, er det ikke i intellektet han har ondt. Det er ikke den store trøst, de akademiske svar kan give ham. Det er altså en interessant tanke, at en del af den danske befolkning ønsker et sekulært samfund, søger alternative livssyn og endda til en vis grad tager markant afstand fra religion og andre former for åndelige tanker, der ikke kan be- eller afkræftes med videnskaben. Dette imens personer, der befinder sig i eller beskæftiger sig med livets afslutning, oplever en søgen efter noget mere. 

Kan vi mennesker, ligesom Esben Kjær, ikke finde trøst i de videnskabelige svar om dødens væsen? Har vi alle i sidste ende brug for at holde en dør på klem til muligheden om, at der kunne være mere? At døden kan være et “på gensyn”? At vi fortsat kan tro på de afdødes nærvær? Kan troen på, at vi kun får ”dette ene liv” forenes med de døende og sørgendes sorg og frygt, eller er det mest af alt et statement for de raske og levende?