Mistet barn

Personlig beretning – ulykke, uretfærdighed, følelser og tanker om børnenes død

Jeg hedder Mette, er gift med Tommy, er skolelærer og er på mange måder en helt almindelig, gennemsnitlig dansk kvinde. Og så alligevel ikke… For når folk fx spørger mig, hvor mange børn jeg har, så vurderer jeg altid lige situationen. Hvor meget skal jeg fortælle? Hvad er personen interesseret i at høre? Hvad kan personen håndtere? Jeg ved, jeg desværre må dele disse overvejelser med andre forældre, der har oplevet at miste et eller flere af deres børn, og måske vil I kunne genkende flere af de refleksioner, som jeg har gjort mig undervejs i min vandring i sorgens landskab.

Jeg er jo ikke i tvivl om, hvor mange børn jeg har. Jeg er mor til fem. Men den historie er lang, indviklet, sørgelig, men også fuld af kærlighed. Det er nemmere at klippe en skaldet mand, end at bede en mor om at fatte sig i korthed, når hun skal fortælle om sine børn; mine børn er i hvert fald mit yndlingsemne - både de levende og de døde. Men jeg vil fortælle i en lidt forkortet version om mit liv som mor. Hvilke glæder og sorger har jeg mødt jeg undervejs, og hvad tænker jeg om fremtiden?

I sommeren 2003 blev vi forældre til en meget nuttet pige. Der opstod lidt komplikationer til sidst i graviditeten. Jeg begyndte at danne rhesus-antistoffer, men det var ikke noget, der udgjorde nogen fare for barnet. Så Sille kom til verden, og hun gjorde os til stolte forældre.

I 2005 var det tid til at gøre Sille til storesøster. Halvvejs i graviditeten begyndte jeg desværre at danne en del antistoffer, så jeg blev fulgt nøje af dygtige læger på Rigshospitalet. Det medførte bl.a. en blodtransfusion til barnet gennem mig, men der var ingen panik, og lægerne forventede ikke, at det endte, som det ulykkeligvis gjorde. For en lørdag, en måned før termin, blev barnet dårligt. Der var så stille inden i min mave, men det tilskrev jeg bare, at barnet var blevet større, og pladsen mindre. Men om aftenen insisterede min søster på, at jeg kørte til vagtlægen for at blive tjekket. Og så gik alting stærkt. Jeg glemmer aldrig vagtlægens sitrende hænder, da hun skulle lave notater efter undersøgelsen. Hun har godt vidst, at det her ikke var rigtig godt. Jeg blev indlagt, og lægen på det lokale sygehus fik kontakt til Rigshospitalet, hvor de kendte til min situation. Der blev diskuteret frem og tilbage, og det endte med, at de forløste barnet ved kejsersnit på Bornholm.  Vi var blevet forældre igen. Denne gang til en skøn dreng. Han var helt hvid, da hans blodprocent var kritisk lav. Men han knirkede lidt, og mit moderhjerte elskede ham og prøvede at overse alle faresignaler. Det er utroligt, hvor meget man kan lyve overfor sig selv, når der er risiko for at blive såret. Set i bakspejlet var der allerede her en del advarsler om, hvordan denne historie ville gå, men på dette tidspunkt håbede og troede vi på det bedste. Vi blev bl.a. spurgt, om vi havde et navn klart i tilfælde af, at vi skulle nøddøbe. På det tidspunkt blev jeg faktisk lidt sur over spørgsmålet, for jeg ville ikke have en dåb på et hospital. Vores dreng skulle da døbes i kirken – hvad bildte sådan en læge sig dog ind?! Fornægtelsen var i den grad flyttet ind i mig.

 Kl. seks om morgenen lettede helikopteren fra det lokale hospital med kurs mod Rigshospitalet. I helikopteren var min lille nyfødte dreng og hans far. Jeg måtte ikke komme med, da jeg var nyopereret. Et lægehold fra Rigshospitalet var kommet til Bornholm, så de kunne følge med, og behandlingen var i fuld gang. Min mand har fortalt, hvordan han iagttog lægerne, og der var alvoren nok gået op for ham. På grund af støjen i helikopteren kunne han ikke høre, hvad de talte om, men deres ansigtsudtryk behøvede ingen ord.

Formiddagen på Rigshospitalet gik med undersøgelser, behandlinger, målinger osv. Jeg fik beskeden, at jeg måtte komme til København, når jeg kunne gå, stå og sidde. Og det kunne jeg så ret hurtigt! Jeg nåede dog ikke til København, da vores lille dreng blev døbt ved middagstid. Jeg har set billeder af det, og vi har fået præstens tale. Men Adam fik sit navn, og nu er jeg glad for, at han nåede at blive døbt – også selvom det ikke blev i kirken.

Imens jeg ventede på at komme til København talte jeg meget med både min veninde og mine forældre, som var på hospitalet sammen med mig. Vi talte om, at børn jo ikke dør. Men også om, hvor mange og hvilke skader Adam kunne have fået af at mangle blod / ilt. Og vi talte om, at vi skulle huske på, at der skulle være livskvalitet og værdighed for ham.

Jeg kom endelig ombord på en flyver til København. Jeg var på dette tidspunkt bekymret, for jeg kunne godt fornemme stemningen fra både læger og min mand, som jo havde fulgt det hele fra sidelinjen. Men jeg havde lavet mig den forestilling, at jeg skulle over og synge for Adam. Så ville han slå øjnene op, kigge på mig og være rask. Det var mig og min stemme, han kendte bedst, så det vil også være mig, der kunne gøre en forskel. Ja ja, fornægtelsen var fuldt tilstede – lidt endnu… For det gik ikke, som jeg troede. Jeg sang, og jeg kyssede, sang og kyssede… men han slog ikke øjnene op, og han blev ikke rask. Jeg beundrede det lille vidunder, som vi havde skabt. Men så også hvordan hans lille krop var overtaget af maskiner. Lyttede til lægerne og deres vurderinger af tilstanden. Talte med præsten om værdier, om kærlighedens pris og om at ændre den planlagte historie.  Og sent søndag aften besluttede vi os for at tage Adam ud af respiratoren, velvidende at han ikke kunne overleve det. Hans organer havde taget skade af iltmanglen, og der kom næsten ingen impulser fra hans hjerne. Lægerne lagde beslutningen ud til os, men de svarede meget ærligt på vores spørgsmål. Vi forsøgte i første omgang at retfærdiggøre at fortsætte behandlingen, og vi fandt gode ting i at have en multihandicappet søn og lillebror. Min mand og jeg blev heldigvis enige om, at det ikke var overlevelse for enhver pris. Så søndag aften koblede vi maskinerne af Adam, og så stod vi med en død dreng i armene. Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg kunne blive så ulykkelig. Hjertet gjorde ondt, hjernen stod stille og kunne slet ikke forholde sig til den barske virkelighed, jeg var blevet smidt brutalt ind i. Men jeg vidste også godt, at det var nu – lige nu – jeg havde Adam fysisk, og jeg skulle udnytte tiden. Vi sov med ham i midten om natten, vi sang, kælede og tog billeder. Vi fortalte ham, at vi elskede ham, og at vi var meget kede af det. Engang imellem måtte han lidt på køl, og for hver gang han kom tilbage, ændrede han udseende. Men selv når han var grå og havde mørkerøde læber, var han det yndigste drengebarn, jeg havde set.

Vi fløj sammen hjem. Vi havde Adam i lift, med dynen pakket godt op omkring ham. Sille hilste på sin lillebror for første gang i lufthavnen. Hun løb sig hen til liften, tog dynen væk og kælede ham. Hendes første kommentar var: ” Han er jo helt kold”?! Hun var knap 2 ½ år og var blevet forberedt på, at lille bror var død, at han ikke kunne sige noget, at han ikke kunne spise, og at vi ikke kunne beholde ham. Men det var svært at forstå. Sille har uden tvivl reddet os, men det har også været svært at have ansvaret for hende samtidig med, at vi har været i stor sorg.

Vi blev mandsopdækket af familien, der på skift sov hos os. Vi skulle ikke tænke på mad, vasketøj eller andet praktisk. Vi arrangerede begravelse, købte gravsten og stiftede bekendtskab med en verden, vi ikke havde kendt til før.

Sille kom tilbage i vuggestue, Tommy startede på arbejde, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg skulle deltage i det liv, der på forunderligvis fortsatte for alle andre. Jeg kunne ikke forholde mig til, at bilerne stadig kørte på vejene, at der var nyheder i fjernsynet, og at folk gad brokke sig over vejret osv. Jeg græd en del, og jeg blev på et tidspunkt bange for, at min mand ville blive træt af at bo sammen med en tudemarie. Men han havde haft andre bekymringer. For han huggede brænde, slog græs og andet praktisk, og tænk hvis jeg gik og troede, at han ikke var ked af det, at han ikke savnede og elskede Adam. Men det fik vi heldigvis talt om. Vi måtte anerkende hinandens måder at håndtere sorg på. Der var ikke en rigtig og forkert måde at gøre det på, og vi måtte acceptere, at vi gjorde det forskelligt.

Vi fik etableret en hverdag igen. Vi har et fantastisk netværk af familie og venner, og vi har haft forstående arbejdsgivere. Alle har haft tålmodighed med os, og Adam blev aldrig gemt væk og blev tabu. Det er jeg meget taknemmelig over.

I 2007 blev jeg gravid igen. Det var bestemt ikke nemt. Den uskyldige naivitet var forsvundet. Jeg havde erfaret, hvor barsk og grusom verden kan være. Ingen kunne sige til mig, at det nok skulle gå, for jeg vidste noget andet. Jeg vidste, at der ikke gives garantier her i livet. Jeg vidste, at børn kan dø.

Men heldigvis gik graviditeten godt, og vi blev forældre til dejlige David. Nu havde vi to levende børn, men vi var forældre til tre. Livet smilede lidt igen, og vi forsøgte at bruge de smertefulde livserfaringer til noget positivt. Vi blev skarpe på, hvad der var vigtigt i vores liv, og vi skabte en stærk familie.

I 2010 smilte lykken til os igen, da jeg blev gravid med 2 små vidundere. Jeg kan huske engang, hvor jeg stod på kirkegården, gravid med tvillinger, bekymret og forventningsfuld på en og samme gang. Der tænkte jeg oprigtigt, helt ned i maven, for første gang, siden vi mistede Adam, at livet nok skulle blive godt igen. Sådan helt igennem godt. Det havde taget mig fem år, men nu vidste jeg, at sorgen over Adam ville jeg tage med mig for altid, men det var okay. Han havde fundet en god plads i mit liv.

Ida og Luna kom til, og vi havde skabt et fantastisk firkløver. Men som nævnt gives der ingen garantier her i livet, og lykken blev endnu engang smadret, mast og revet væk fra os på dramatisk vis.

Solen skinner, og vi nyder sommeren. Ida og Luna er 20 måneder, David er 4 år og Sille er 9. Alt er godt. Den dag leger børnene, jeg klipper hæk, og min mand kører haveaffald væk med bil og trailer. Min mand ser ikke, at Luna er løbet væk fra terrassen og ind foran bilen, så han rammer hende, og Luna dør på stedet. Selv om vi starter hjertemassage, og ambulancen kommer hurtigt, så er det ikke muligt at få liv i den lille pigekrop. Tommy kører med i ambulancen, og jeg bliver afhørt af politiet. Da politiet har fået forløbet forklaret, så tager jeg børnene i bilen og kører på hospitalet. Min søster har været inde på skadestuen, men møder mig på parkeringspladsen. Havde det været en amerikansk film, så var det begyndt at regne og et lyn havde slået ned i mig. Det er i hvert fald den følelse min krop blev ramt af, da min søster nikker til mit spørgsmål, om Luna er død. Jeg har lyst til at falde om, forsvinde fra jordens overflade, aldrig mere elske, aldrig mere miste kærligheden, aldrig mere mærke smerten fra et iturevet hjerte. Men det er ikke en amerikansk film, og rundt omkring mig står tre børn, der lige har mistet deres søster, og inde på skadestuen ligger min døde datter. Min mand er naturligvis ramt på en måde, som man ikke kan forstå, hvis man ikke har set et menneske på kanten mellem liv og død. Jeg må på dette tidspunkt gemme alle mine egne behov væk. Der er nogen, der har meget brug for mig, og jeg må ikke svigte. De levende børn skal passes på, men Luna skal også sendes godt afsted. Jeg har en forestilling om, at det kan være lidt ensomt at dø. Mon den døde er ked af at skulle afsted og væk fra dem, der elsker dem. Oplever de, hvor kede af det vi er? Mærker de den fortvivlelse, som deres afsked fører med sig? Kan de forstå, at vores liv fortsætter – også uden dem? Jeg har så ondt af Luna. Tænk, at hun skal afsted nu, afsted uden sin mor. Det er ikke til at bære. Ville så gerne tage med hende, men det er en dum løsning. Ida, David og Sille kan kun miste én ting, der er værre end en lillesøster, og det er en forælder. Så Luna må tage af sted alene, og så må vi kysse og kramme i overflod, når vi en dag mødes igen et andet sted.

Luna skal undersøges af embedslægen, så vi må ikke få hende med hjem, og vi må vente med begravelsen, indtil hun er blevet frigivet. Vi er sammen med hende hele natten og den efterfølgende dag. Så tager vi hjem til mine forældre, hvor børnene har været. De følgende dage tager vi dagligt på hospitalet, hvor vi er sammen med Luna. Hun skifter udseende undervejs, men hun er stadig vores.

Vi gør hende selv klar til begravelsen. Vi gør hende fin. Børster hendes hår (jeg har gemt den børste), klipper en krølle af hende, klæder hende pænt på. Vi klædte aldrig Ida og Luna helt ens, men de kunne fx have ens dragter i forskellige farver eller ens farver, men forskelligt tøj. Luna blev begravet i et lyserødt sommersæt, og til begravelsen havde Ida et sommersæt magen til bare i hvidt. For sidste gang kunne de to piger være lidt ens, lidt tvillingeagtig. Luna får sin egen pude med i kisten, en del bamser og sutter, billeder af os alle sammen, nogle tegninger. Vi kører hende til kirkens kapel onsdag eftermiddag, og her står hun til dagen efter, hvor begravelsen skal foregå.

Det bliver en god begravelse. Vi har prøvet det før. Vi har ikke lyst til det, men vi ved, at der ikke er nogen vej udenom. Det er nu, hun skal begraves, og vi kan ikke gøre det om. 

Kirken er stuvende fuld; endnu engang træder hele netværket til og viser os medfølelse og omsorg. Som til Adams begravelse lægger mine forældre endnu engang hus og have til, så vi kan samles bagefter. Der er i hvert fald 100 mennesker, der vælger at tage med os hjem. Der grines og grædes, børnene leger og en del bliver til sen aften.

Vi vælger at bo hos mine forældre i tre uger. Min mand er stadig voldsomt påvirket af ulykken, så ham holder vi godt øje med. Og ved mine forældre er vi flere til at passe på børnene. Der var ingen af os, der virkede ret godt, men sammen fik vi det alligevel til at fungere.

Min mand og jeg startede til psykolog. Det har uden tvivl gjort, at jeg har min mand den dag i dag. Sille fik også psykologsamtaler, og David kom i legeterapi. Ida blev vurderet til at kunne klare det selv. Og det viste sig at være rigtigt. Hun lavede sin egen legeterapi. Alle hendes lege havde sirener med. Når hun legede med dukker, sagde de som en ambulance, og når hun sad og tegnede, sagde hun som en ambulance. Det var benhårdt at være vidne til, men det var nødvendigt.

I dag er der gået seks år siden Lunas ulykke, og vi har stadig perioder, hvor vi kæmper. Det kræver hårdt arbejde at skabe en god hverdag, når alle i familien til tider kan være udfordret på bl.a. humør, søvn og tålmodighed. Jeg kan blive meget sur på de arbejdsbetingelser, livet har givet mig, men jeg har ikke rigtig noget sted at rette min vrede hen, men jeg synes simpelthen ikke, at det er fair.

Jeg ved, at vi nok skal klare den. Mit vigtigste mål her i livet er, at de tre børn, vi har tilbage, skal have så gode rammer og vilkår, som det overhovedet er mig muligt at give dem. Jeg vil gerne have, at de som voksne kan se tilbage på deres barndom og tænke, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for dem.

Lynet kan ramme alle. Når vi første gang ser livets lys, ved vi heldigvis ikke noget om, hvad vi bliver budt her i livet. Måske havde jeg takket nej tak til livet, hvis jeg havde vidst, hvad jeg skulle igennem. For selvom mit liv hele vejen igennem har været fuld af kærlighed, så overskygges det til tider af det knuste hjerte, der har kysset to børn ”Farvel, men på gensyn”. Og måske havde jeg sagt ja tak…? Sorgen er kærlighedens pris, og måske er det prisen værd?
Skrevet af Mette Køhlert Hansen