Mistet bedsteforælder

Savner min morfar

Lidt om min morfar… han var en mand af den gamle skole. Han havde selv kæmpet sig op ad karrierestigen, siden han droppede ud af 7. klasse og begyndte at arbejde. Han fik skabt sig en succesrig virksomhed, fik en skøn kone, 3 børn, 5 børnebørn, købt det store hus ud til vandet og en stor båd. Jeg har ikke så mange minder af min morfar fra min tidlige barndom, for der arbejdede han meget.

Da han var 64 år fik han konstateret kræft i maven, som endte med, at han fik stomi. Det drillede lidt i et par år, da han ikke kunne slappe nok af, men da lægen sagde, at nu var det sidste chance, forstod han endeligt alvoren. Han gik derfra rigtigt på pension, og det hjalp til at alt var godt og kræften holdt sig i ro i flere år.

5 år senere fik han lungekræft. Efter en stor vellykket operation, som også indebar genoptræning, skulle han efterfølgende trappes ud af den medicin han fik. Ved udtrapning af medicinen begyndte det at gå galt, og han kunne bl.a. ikke holde på små glas. Efter mange undersøgelser fik vi beskeden om, at kræften havde bredt sig til hjernen, og der var ikke noget at gøre.

Det næste stykke tid var mærkelig, for trods sygdom, var han jo min morfar, som han altid havde været. En mand med orden på tingene, pæn i tøjet og han og min mormor formåede fortsat at afhold hyggelige familiesammenkomster. Men efter et par måneder gik det stærkt. Jeg husker, at han opførte sig mere og mere som et lille barn, der blev sur over, at han ikke fik sin vilje (noget vi i familien kunne grine lidt af, da vi midt i det tragiske fandt det ret komisk) til at han ikke selv kunne rejse sig fra en stol og skulle passes døgnet rundt.

Tiden kom, hvor vi skulle tage afsked og derfor var hele familien samlet hjemme hos min mormor og morfar. Min morfar var i sygeværelset og vi kunne gå til og fra for at være sammen med ham. Jeg var meget træt, da jeg havde været på arbejde. Jeg husker ikke, hvad vi fik at spise eller hvor mange vi var, men samtidig står noget min mormor sagde tydeligt frem i min hukommelse: min mormor, der har været sammen med min morfar, siden hun var 14 år og passet og plejet ham under hele forløbet, kom ind i stuen og i ren afmagt sagde hun: ”hvor svært kan det være at dø”. Jeg forstod ikke, hvad hun mente, men jeg syntes, at det var vildt, at hun kunne finde på at tænke sådan.

Jeg var så træt, at jeg kørte hjem og sov. Næste morgen blev jeg ringet op ad min mor, som fortalte at morfar var sovet ind kl. 7. Jeg skyndte mig i tøjet og købte morgenbrød med på vejen.

Da jeg parkerede foran huset, husker jeg, at jeg havde det svært. For hvordan ville det være, at se et dødt menneske for første gang i mit liv, oven i købet én person der stod mig meget nær. Jeg nåede kun lige ud af bilen, da min mor gik mig i møde, men hun blev overhalet af min storebror, som sprang i mine arme og græd. Jeg husker det som om, at jeg gik i en tåge. Min mor var ret så grænseoverskridende, hun ville bare hive mig med ind og se min morfar med det samme, men det kunne jeg ikke. Jeg skulle lige tage mod til mig.

Da jeg havde sagt hej til alle, gik jeg ind til min morfar, som nu lå helt stille og lignede én, der, for første gang længe, sov helt fredfyldt. Jeg husker, at jeg rørte ved hans hånd, der var kold. Det var så vild en oplevelse, jeg kunne slet ikke finde ud af, hvad jeg skulle mene eller føle om hele situationen.

Men hvad jeg nu ser som en god ting var, at bedemanden først kunne komme om eftermiddagen. Det gav nemlig os som familie god tid til at tage afsked med morfar, og det endte med at blive en helt dejlig dag. Det var sommer og solen skinnede, og fra at alle var kede af det, ændrede stemningen sig i løbet af dagen til, at vi også fik vi slappet af og nydt solen. Sygeværelset blev et gennemgangsværelse ud til terrassen, hvor alle sad og nød en øl eller vand, og flere gange den dag, fik jeg sagt farvel og tak til min morfar og samtidig også set, hvad der sker med kroppen, når man dør. Vi fik snakket om sjove oplevelser, og blev samtidig opmærksom på, at der nu var faldet en ro over huset. Huset var ikke længere kun fyldt med smerte – nu mest ro og familiesammenhold.

Jeg kan ikke huske, at jeg græd den dag min morfar døde. Jeg kan kun huske, at min ellers så seje storebror græd hele formiddagen. Jeg tror, at jeg til at starte med var skræmt ved tanken om at se en død. Det viste sig dog, at da jeg endelig var kommet mig over min frygt, var det ikke så slemt, da min morfar nu havde fået fred. Jeg græd til gengæld meget til begravelsen -græd af hele mit hjerte. Et svært allersidste farvel.

Først her mange år efter forstår jeg, hvad min mormor mente den aften, før min morfar døde. Hun kunne ikke holde hans smerte ud længere, hun ønskede sig fred på hans og hendes vegne. Hvilket jeg godt kan forstå. Jeg tænker samtidig stadig på min morfars råd og forventninger til mig; “få en uddannelse, skab noget, bliv til noget.”

Han er altid med mig, og mon ikke det lykkedes at gøre ham stolt…

Skrevet af Mette Fugl Blach