Mistet forælder

Alt for tidligt, far

Jeg mistede min far alt for tidligt. Han var 66 år, var næsten lige gået på efterløn og havde set frem til at skulle nyde sit otium derhjemme efter et langt arbejdsliv. Han havde glædet sig til at få ekstra tid sammen med sin kone, børn og børnebørn, men ”nogen” ville det anderledes.

Det er 12 år siden – jeg var 32 år og min datter 3. Det er vigtigt for mig at nævne min datter, for det er det, der gør mest ondt: At hun ikke kommer til at kende ham, sådan som jeg kendte og havde glæde af min egen morfar. Min datter har ikke nogen minder eller historier at fortælle om sin morfar, og det gør mig ærgerlig og ked af det.

Min far døde af kræft efter 3 års sygdom, så hans død kom ikke bag på mig. Der var heldigvis tid til at sige farvel og planlægge de sidste praktiske ting, inden han blev taget fra os. Det gjorde, at hans død ikke kom som et chok for os, men det betød ikke, at sorgen efterfølgende var lettere.

Min far boede på hospice de sidste 6 dage af hans liv, da han var meget dårlig og vi ikke kunne passe ham derhjemme. Da han døde, var der tid og ro til, at vi kunne holde en lille privat ceremoni i værelset på hospice. Han fik sit yndlingstøj på, som var meget kendetegnende ved ham. Vi sang nogle sange fra højskolesangbogen (min far har altid elsket sang, og gik til kor i mange år) og holdt et minuts stilhed som en sidste respekt. Vi var med, da bedemændene kom og hentede ham og kørte ham væk i ligvognen. Det var vores private afsked uden en masse mennesker omkring os. Det var en virkelig god oplevelse midt i al bedrøveligheden, og det står for mig som en af de mest rørende og betydningsfulde oplevelser i forbindelse med hans død.

Min far har altid være den i familien, som har støttet og forstået mig bedst. Det var derfor et stort tab for mig, at han ikke var hos mig mere. Jeg følte det meget uretfærdigt, at en mand som min far - som gik op i sund mad, motion og havde et positivt livssyn - skulle ”straffes” med at dø. Hvad var meningen med det? Jeg var meget vred over det, og jeg synes ikke, hverken han eller jeg havde fortjent det.

Min datter forstod ikke, hvad det betød at være ”død”. Jeg havde fortalt hende, at morfar var så syg, at hans krop ikke kunne klare det og derfor døde. Hun havde set ham i sygesengen, og kunne godt se, han ikke havde det godt. Jeg går generelt ind for, at man skal være åben og ærlig – også overfor små børn, selvom de måske ikke forstår det. De skal ikke skånes, for de kan også opleve sorg og bekymringer, selvom de ikke forstår, hvad der sker. Hun skulle ikke føle, at hun blev holdt udenfor – hun skulle føle sig som en vigtig del af familien. Derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at hun skulle med til begravelsen.

Til begravelsen græd jeg, og min datter spurgte mig: ”Hvorfor græder du, mor?”. Jeg forklarede, at det var fordi, jeg var ked af det, fordi vi sagde farvel til morfar for sidste gang, og at vi ikke skulle se ham mere. Det tror jeg ikke, hun forstod. For næste gang vi var hjemme hos min mor – og min far jo ikke var der - spurgte hun: ”Hvor er morfar?”. Det kunne jeg næsten ikke bære.

Der gik lang tid inden jeg rigtig forstod, at min far virkelig ikke var her mere. Jeg tænkte hele tiden på ham, og der var mange ting, jeg inderligt ville ønske, jeg kunne fortælle ham. Så det gjorde jeg i mine inderste tanker. De første mange år drømte jeg om ham hver nat. Drømmene handlede altid om, at vi var tilbage til dengang jeg var barn. Min far, min mor, min storebror og jeg. I drømmene var vi sammen som familie, og det var trygt og rart. En enkelt gang drømte jeg, at min far rent faktisk var død, men at han så vendte tilbage fra døden. Det var en meget mærkelig drøm, men det var også virkelig dejligt at se og kramme ham igen. Den drøm glemmer jeg aldrig.

I dag har jeg accepteret, at han er død – jeg vil dog aldrig forstå, hvorfor han skulle dø. Jeg ville så gerne have undt ham og hans fem børnebørn, at de kunne få mere tid sammen. Han ville have elsket at have dem omkring sig, og han ville have elsket dem højt.

Jeg tænker stadig meget på min far. Han er med mig i mange af de ting, jeg laver. Når jeg udfører noget derhjemme, jeg har lært af ham, sender jeg ham en kærlig tanke. Jeg tænker ofte på ting, han har sagt, hans livssyn lever i mig, jeg tænker på de samtaler vi har haft, små minder og oplevelser med ham. Fordi jeg har haft ham så meget i mine tanker, har jeg bedre kunne bearbejde sorgen og lære at leve med den. Min far lever videre i mit hjerte, og jeg vil aldrig glemme ham.

Skrevet af Jette Theilgaard