Digte

Så tag mit hjerte

Så tag mit hjerte i dine hænder, men tag det varsomt og tag det blidt, det røde hjerte – nu er det dit.

Det slår så roligt, det slår så dæmpet, for det har elsket, og det har lidt, nu er det stille – nu er det dit.

Og det kan såres og det kan segne og det kan glemme og glemme tit, men glemmer aldrig, at det er dit.

Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte, det sov og drømte i lyst og leg, nu kan det knuses – men kun af dig.

(Tove Ditlevsen, 1942, Fra digtsamlingen Lille verden)

Hvem er jeg?

Nu har du taget fra os

Hvad du engang har givet.

Nu favner døden den, der

For os var selve livet.

Og intet bliver mere

Helt, som det var, herefter,

For sorgen river i os

Med kærlighedens kræfter

(Den Danske salmebogen, salme 552, 1. vers af Holger Lissner)

Døden

Døden, den har jeg truffet da jeg var Dreng.

Men kun som en Stilhed hos nogen

som jeg holdt af.

Aldrig som noget omkring mig,

en Kulde, en Skygge,

ingen kan nævne ved Navn eller vige fra.

Aldrig som Kulde ved en fremmed Ting.

Som Dyb paa Dyb i stivnede Muskelbaand.

Som om jeg faldt og faldt i en rumløs Kulde

ved at holde en fremmeds kolde Haand

i min Haand.

Nu kender jeg den igen, her og allevegne.

Den staar i det tavse Lys over Skovenes Bund.

Den gaar som en svimlende Fjernhed

i Sommerhimlen

og ligger som Klager over den sovendes Mund.

Den venter, for altid lidt ved Siden af Tingen,

en Skygge, usynlig, langs Aarer

og Sten og Træer.

Den gør det mere rigt med de nye Sekunder

og mere ondt. Og den er mig altid nær.

Men vi fører ingen Samtaler med hinanden,

hverken ved Dagslys

eller naar Stjernerne gaar i Flok.

Vi ved det kun begge to, at den anden er der.

Mere er ikke nødvendigt. Vi mødes nok.

(Morten Nielsen: Krigere uden Vaaben, Athenæum, Kbh., 1943, pp. 33–34.)

Sæt alle urene i stå

Sæt alle urene i stå, lad telefonen dø,

giv hunden et saftigt ben, så den ikke kan gø

gør flygler stumme og til dæmpet tromme

bær kisten ud, lad sørgetoget komme.

Lad fly på himlen kredse rundt i nød

og skrive sorgens budskab Han Er Død,

bind sørgesløjfer om de hvide duers krop,

lad færdselsbetjente holde sorte bomuldshandsker op

Han var mit Nord, mit Syd, mit Øst og Vest,

min arbejdsuge og min søndagsfest,

min middag, min midnat, min tale, min sang;

jeg tog fejl, for jeg troede, kærlighed var evig lang

Stjernerne er uvelkomne nu; gem dem alle væk,

pak månen ind og læg solen i en sæk,

hæld havet ud, træk skoven op med rode;

for intet ender mere med det gode.

(Digtet fra filmen ”fire bryllupper og en begravelse af” W. A. Audens ”Stop All The Clocks” er oversat til dansk af Bente Kastholm og kan findes i hendes oversættelse i Joan Didions bog “Blå timer”)

Døden er som et skib, der sejler væk med vores kære.

Vi står på stranden og ser det forsvinde.

Det bliver mindre og mindre og forsvinder til sidst helt i horisonten, der hvor himmel og hav mødes.

Vi ser på hinanden og siger: ”Nu er hun væk”, men lige så sikkert er det, at der på den anden side står nogen der siger: ”Der kommer hun”.

(Ukendt, Står skrevet på Skrågade i Nørresundby, hvor det hænger ud mod gaden)

Mit hjerte er en himmel grå

Mit hjerte er en himmel grå,

hvor sorgerne som kloder stå,

så underfuld er deres gang,

derfor er barmen dem for trang.

Græd kun, ja græd, så får du ro,

hver tåre er en verden jo,

en verden fuld af sorg og lyst,

der ruller fra det snævre bryst.

Og har du grædt dit øje træt,

da bliver du om hjertet let,

thi sorgen, om den end er stor,

i hine tåre - verdner bor!

Og tror du vel at han, som glad

ser krybet på det mindste blad,

han, som det hele stræber til,

at han en verden glemme vil?

(H. C. Andersen)

Kærlighedspagten

Min pagt med kærligheden
Er for evigt forbundet
Med en kontrakt med døden
Om at jeg en dag skal miste
Den jeg elsker allermest.

Min kontrakt med døden
Indeholder et uomtvisteligt punkt.
Det står skrevet,
At den dag døden indløser
Sin del af aftalen,
Vil min kærlighedspagt træde i kraft.

I min kærlighedspagt står det skrevet,
At det nogen bærer i hjertet
Vil kærligheden give evigt liv.

Det sidste farvel af MaryPogge

Et lys er brændt ned,
En stjerne er slukket,
Et minde er bevaret.

En tåre er grædt,
Et farvel er sagt,
En epoke er nået.

En stjerne levede,
En stjerne, sagde farvel,
En stjerne blev kaldt hjem.

Et lys brændte på lavt blus,
Et lys blafrede i vinden,
Et lys blæste stille ud.

En stille tåre på kinden,
Et stort farvel er sagt,
En milepæl er sat,
Du har for evigt til livet sagt godnat.

Til den der mister baby

Fravær af lyd af Pia Tafdrup

Det var en ikke-lyd,
siger kvinden.

Det var et barn, der ikke
skreg, da det blev født.

Ikke en tone, ingen resonans
mellem væggene af sten.

En fjernhed, et ingenting,
mens luften stod stille,

bare fraværet af lyd,
et endeløst øjebliks stilhed.

Trommehinderne dirrede
i anspændt lytten efter

barnets livstegn,
men der var kun

denne ikke-lyd,

som om jorden
havde standset sin rotation.

Til mit døde barn

Aldrig hørte jeg din spæde stemme,

aldrig smilte dine blege læber til mig,

men de bitte, bitte fødders spark

vil jeg aldrig nogensinde glemme.

Du var alt mit håb og al min glæde,

helt beskyttet lå du inden i mig,-

al min længsel, livets store drøm.

- Å - og dine fødder var så spæde.

Vi har været sammen mange dage,

al min næring delte jeg jo med dig.

Hvad kan du og jeg vel gøre for,

at vi begge to var alt for svage.

Lille barn, nu skal du aldrig mærke

livets hede puls i godt og ondt. -

Godt det samme, sov kun sødt, min pige,

vi må bukke under for de stærke.

Se, jeg kysser dine kolde hænder,

glad at jeg endnu en stund kan nå dig,

stille kysser jeg dig, uden tårer, -

selv om gråden i min strube brænder.

Når de kommer med den hvide kiste,

skal du ikke være bange, mor går med dig,

i din lille silkeskjorte skal jeg klæde

dig for første gang - og allersidste.

Jeg vil lege, du har levet nogle dage,

jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig,

og din lille mund har suget af mit bryst,

så der ingen dråbe er tilbage.

Å, så hårdt de mænd med kisten træder,

brystet spænder meningsløst imod dig.

Lille barn, min gyldne, døde drøm. -

Dine fødder kysser jeg - og græder

(Tove Ditlevsen, 1937)

Min himmelbror

Kæreste, søde lillebror

Du alt for tidligt til himmels for

Man siger, Gud tager de bedste først

Men af Guds og min kærlighed til dig må min være størst

Hvorfor har han førsteret til en dreng som dig?

Han burde have ventet lidt og ladet dig blive hos mig

Ingen elskede dig, som vi her på jorden gjorde

Vi er evigt forbundet mellem himmel og jord med usynlige snore

Vi elsker dig stadig, men pludselig er kærligheden tryllet til savn

På gravstenen det står

Sort på hvidt. Stenen med dit navn

Det føles så forkert. Kan du høre os i himlen?

Vi græder i kor

Men vi smiler vemodigt og ved at du er for altid i vores hjerter

Det døende Barn

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,

Lad mig ved dit Hjerte slumre ind;

Græd dog ei, det maa Du først mig love,

Thi din Taare brænder paa min Kind.

Her er koldt og ude Stormen truer,

Men i Drømme, der er Alt saa smukt,

Og de søde Englebørn jeg skuer,

Naar jeg har det trætte Øie lukt.

Moder, seer Du Englen ved min Side?

Hører Du den deilige Musik?

See, han har to Vinger smukke hvide,

Dem han sikkert af vor Herre fik;

Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver,

Det er Blomster Engelen udstrøer!

Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever,

Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?

Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?

Hvorfor lægger Du din Kind til min?

Den er vaad, og dog som Ild den brænder,

Moder, jeg vil altid være din!

Men saa maa Du ikke længer sukke,

Græder Du, saa græder jeg med Dig.

O, jeg er saa træt! — maa Øiet lukke —

— Moder — see! nu kysser Englen mig!

(H.C. Andersen 1830)

Digt fra sørgende til pårørende

”Hvordan hjælper du?”

Det er så svært ved siden á,

For Du kan ikke smerten tá.

Du gør så gerne nytte,

Når bare Du vil lytte.

Jeg vil gerne fortælle Dig,

Hvordan det rigtigt går med mig.

Men ordene sidder fast,

Jeg egner mig ej til hast.

SÅ jeg nøjes med at nikke,

Mens jeg føler tiden tikke.

Jeg lukker Dig ikke ind,

Men skjuler såret i sind.

Og Du går skuffet bort fra mig.

Har jeg mistet tillid til dig?

Men det tár tid at favne,

For ej i dybet at havne.

Men Du vil jo gerne sige:

”Lad mig hjælpe Dig, min pige.”

Derfor skal jeg lukke op,

For Dig i min sjæl og krop.

Et knus, et smil, et venligt ord,

Det hjælper mere end Du tror.

Det lysner i mit hjerte,

Og letter på min smerte.