Hvordan bliver det at vende tilbage på arbejde?

Det kan være en skræmmende og uoverskuelig tanke at skulle vende tilbage på arbejde. ”Hvad skal jeg sige?”, ”Hvordan skal jeg gribe det an?” og/eller ”Kommer jeg til at græde så meget, at jeg ikke kan sige noget?”

Der er også en udfordring i, at man skal møde en masse blikke fra alle ens kollegaer - og ikke mindst fra chefen. Til alle dem skal der forklares en masse, som vil gøre ondt, og med chefen skal der ses fremad - lægges planer, som kan føles nytteløse.
Det kan også være, at man har den skræmmende tanke, at ingen vil kigge på én. Eller at man skal møde kollegaer, der undgår ens blik, fordi de er bange for, at du som sørgende skulle blive ked af det.

For andre igen kan det være rart at komme tilbage på arbejdet, da det er en kærkommen mulighed for at få en pause fra sorgen. Arbejdet giver mulighed for at fordybe sig i noget andet end den smertelige sorg.

Vi vil i det følgende give en række praktiske råd til, hvordan det at vende tilbage på arbejdet kan blive lidt nemmere:

Du bliver nødt til at foretage den hårde opringning til chefen, da han/hun skal høre, hvad der er sket for at kunne hjælpe dig og oplyse dig om firmaets politikker og retningslinjer ved dødsfald/sorg.

Derfra skal I sammen blive enige om følgende: Hvordan han/hun videre skal informere dine kollegaer, eller om du selv ønsker og er i stand til det. Du skal tage stilling til, hvad der skal siges, og hvad du har brug for fra dem; både fra firma og kollegaer. Måske er der en bestemt kollega, du ønsker at blive ringet op af eller få besøg af. Vær ærlig og sig, hvad du har brug for, for mange, der ikke har oplevet sorg, kan have svært ved at gennemskue, præcis hvad du har brug for.

De informationer, du ønsker videreformidlet, kan formidles på flere måder. Det kan være mundtligt. Måske handler det kun om ganske få informationer, fx at kollegaerne gerne må spørge ind, når du vender tilbage - eller modsat, at du helst ikke vil snakke om det, der er sket. Formidlingen kan også ske via et brev eller en mail, som du ønsker, at alle kollegaerne skal læse. Det kan fx omhandle detaljer ved selve tabshistorien, som du ikke har lyst til at forklare igen og igen, når du starter første dag på arbejdet.

Der er ingen facit på, hvor længe et menneske har brug for at være væk fra sit arbejde efter tabet af en nærtstående. Det kan kun den sørgende vurdere. Nogle tager fri fra arbejdet få dage efter dødsfaldet, andre venter til efter begravelsen med at vende tilbage (som ligger ca. en uges tid efter dødsfaldet). Andre bliver sygemeldt i længere tid - i alt fra 14 dage til 14 uger - eller længere. Nogle sygemeldt på fuld tid, andre på reduceret tid.

Det kan være inspirerende at høre, hvad der har hjulpet andre, da de stod i samme situation og skulle tilbage på arbejdet efter at have mistet en nærtstående. Måske det kan hjælpe dig at tage uddrag fra nedenstående breve eller blive inspireret til spørgsmål og startforløb til din arbejdsgiver.

1.
Landsforeningen Spædbarnsdød har en liste med relevante spørgsmål, du kan stille dig selv, inden du tager kontakt til din arbejdsgiver. Spørgsmål, der er relevante, lige meget hvilket tab du har lidt. Se listen via linket Landsforeningen Spædbarnsdød.

2.
Det kan som sagt være en ide at fortælle sin historie via en mail eller et opslag, da du så ikke skal fortælle den smertelige historie igen og igen. Et eksempel på sådan en mail kommer her:

”Kære kollegaer.
Det var dejligt at se jer i går. Jeg er bare lidt træt af, at jeg ikke fik snakket med særlig mange af jer, men jeg blev ikke så længe, og jeg tager det sociale lidt i små doser pt. Jeg skriver, fordi jeg ikke ønsker, at sorg skal være et tabu. I skal vide, at I må komme og spørge om alt. Nogle gange er jeg nok snakkelysten, og andre gange må jeg sige, at det har jeg ikke overskud til at snakke om lige nu. Det håber jeg, I forstår, for jeg ønsker selvfølgelig ikke at fornærme nogen. Det sidste, jeg ønsker, (og har brug for!) er, at folk holder afstand, fordi de ikke ved, hvad de skal sige. Det er et misforstået hensyn. Det er faktisk det værste. Jeg har ingen forventninger om, at folk ved, hvad de skal sige, for jeg ville nok heller ikke selv vide, hvad jeg skulle sige, hvis jeg havde en kollega, der havde mistet sin lille baby. Uanset hvad I siger, vil det ikke bringe Sofie tilbage. Hun er mistet, og vi vil altid mangle hende, lige meget hvad folk omkring os siger. Men det bliver bare værre af, at folk holder sig væk!

For at I ikke undrer jer, vil jeg lige gøre opmærksom på et par af mine sorgreaktioner:
Først og fremmest døjer jeg lidt med hukommelsen, så hvis jeg pludselig ikke kan huske jeres navne eller nogle ord, jeg plejer at bruge, så skal I ikke undre jer.

Derudover døjer jeg lidt med søvnløshed og social fobi, så hvis jeg virker afvisende en dag, skal I heller ikke undre jer. Jeg vil gerne være åben over for alle og snakke med alle, men nogle dage er jeg bare fuldstændig bombet.
Jeg ved, at I sikkert har andet at lave end at læse om mine sorgreaktioner, men jeg håber bare, at det her kan give en god start for os alle efter ferien, og som sagt, så ønsker jeg at snakke frit om dét at miste og føle sorg, da jeg synes, at det er ærgerligt, at det stadig er et tabu for mange i Danmark.

Jeg håber, at I får nydt resten af sommerferien og får sat pris på de dejlige mennesker, I har i jeres liv.
Hilsner fra ...”

3.
Har du mistet et barn, kan der være en institution til en søster eller bror, der også skal informeres. Her er, hvad jeg selv valgte at skrive til min store piges vuggestue, dengang vi mistede vores datter Caroline:

”Kære alle
Jeg ved og værdsætter, at mange af jer har fulgt med i min graviditet, og synes, jeg vil give en forklaring på, hvad der er sket i vores liv den sidste uges tid!
Vi har været meget uheldige og har født Caroline som dødfødt sidste fredag. Vi ved ikke, hvad der skete, men håber på en forklaring omkring midten af november.
Lige nu kæmper vi os igennem hver dag. Det føles så uretfærdigt, hvad der er sket, og vi savner vores lille Caroline! Der skal tages en masse hårde beslutninger, og vi har bl.a. været hos bedemand og på kirkegården for at træffe de rigtige beslutninger for vores lille skønne pige. Det er uvirkeligt at skulle sørge for både de første og sidste ting i Carolines korte liv.
Vi ved endnu ikke, hvad der skete med Caroline - og dermed hvad der gik galt, men vi får foretaget alle tænkelige prøver, og vi håber på at få et afklarende svar i midten af november.
Ud over jeres tanker og støtte er vores skønne, glade Amalie også med til at hjælpe os igennem dagene. Vi har, så godt som det er muligt, forklaret hende, hvad der er sket, og hun spørger nu og da til det på sin egen måde. Hun kan naturligvis mærke, at noget er forandret, og vi giver hende mulighed for at se, at vi kan være kede af det. Hun tager det så flot, som en 2-årig kan, og hun bliver både eftertænksom, ked af det og bange. Det er hårdt at se hende blive udsat for denne sørgelige del af livet, men hun klarer det flot, holder os i gang og er vores lille terapeut uden at vide det!
Vi er blevet rådet til at være ærlige, konkrete og simple i vores forklaringer over for Amalie. Hvis I kan bruge det i forhold til jeres børn (mest af hensyn til dem, som ser Amalie og har fulgt med i den voksende mave), så er vi blevet rådet til følgende overfor Amalie:

· Brug ikke ord og begreber, som ”hun er i himlen”, ”hun sover”, ”hun er hos farfar” osv. Sig hellere, at Caroline er død og eksemplificér det med forhold, som børnene kan forholde sig til.
· Vi beskriver hendes død med, at ”Caroline kom ud af mors mave, men kunne ikke trække vejret, så hun kunne ikke mere”.
· Når vores sorg bliver synlig, så forklarer vi, at vi er kede af det og hvorfor, men at det ikke er hendes skyld, og vi nok skal blive glade igen.

Vi glæder os over og sætter stor pris på, at I alle er her for os, og vi ser frem til at se jer, når tiden tillader det!
Mange hilsner fra ...”.

Har du gode erfaringer, så skriv endelig til mig på info@sorgogsavn.dk

Kilder til teksten:

Dyregrov, A. & Dyregrov, K. (2008). Støtte ved dødsfald. Dansk Psykologisk Forlag A/S.

Stroebe, W., & Schut, H. (2001). Risk Factors in Bereavement Outcome: A Methodological and Empirical Review. In Handbook of Bereavement Research: Consequences, Coping, and Care, Washington, DC: American Psychological Association. Herunder også reference til undersøgelse af Galatzer-Levy & Bonanno, 2012,